Barndommens uskyldighed

Jeg hørte lige Barndommens Gade af Anne Linnet, som er en skøn dansk klassiker, der altid gør mig nostalgisk og en smule sentimental omkring barndommen og al den tid, der er gået siden dengang, uden at man egentlig tænker over det. Men særligt giver den mig et minde om barndommens uskyldighed.

I romanen Fluernes herre strander en gruppe børn alene på en ø under en krig og bliver tvunget til at klare sig selv. Der er et centralt punkt, hvor de skal skaffe mad for at overleve, og det lykkes dem til sidst at jage og slå et vildsvin ihjel. Børnene græder efter de har slået vildsvinet ihjel, men de græder i virkeligheden ikke over vildsvinets død – de græder over tabet af deres barndoms uskyldighed.

Punktet symboliserer et vendepunkt, hvor det går op for én, at verden også har en mørk og kold side. At man indtil nu er blevet skærmet for det kaos og den brutalitet, som desværre også er en stor del af livet og den verden, vi lever i. Det er en grænse, som – når den først er krydset – betyder, at man aldrig vil kunne se verden på den samme måde igen.